• Lavere skat på generationsskifte vækker begejstring. »Det er en forbedring i forhold til, at det bare er noget, Skat har fundet på«

    Source: BDK Finans / 20 Jun 2024 06:32:41   America/New_York

    Det bliver billigere i skat at give stafetten videre til næste generation. På et stort anlagt pressemøde tirsdag morgen præsenterede regeringen et udspil om, at den vil sænke skatten på at overdrage familieejede virksomheder fra 15 til 10 procent. »Det at styrke de familieejede virksomheder er på alle måder en god idé,« lød det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Og det vækker jubel i erhvervslivet. »Vi er rigtig begejstrede. Vi synes grundlæggende ikke, at det er rimeligt, når man som familie har bygget en virksomhed op, at man så ikke har råd til at føre den videre i familien,« siger Jakob Brandt, der er administrerende direktør i interesseorganisationen for små- og mellemstore virksomheder, SMVdanmark. Det samme mener Bent Jensen, der står bag industrigiganten Linak på Als. Han overtog selv for knap et halvt århundrede siden sin fars smedevirksomhed og gjorde den til en milliardforretning, der har gjort ham til en af landets rigeste. »Det er et positivt tiltag og tegn på, at man begynder at fatte, hvad det drejer sig om,« siger Bent Jensen, der selv har foretaget et generationsskifte i Linak. »Når man får pengene ud efter et generationsskifte, skal man selvfølgelig betale sin skat, men det er et problem at betale skat af nogle penge, man slet ikke har, og som bare er regnet ud fra en eller anden model,« siger han. For både Bent Jensen og SMVdanmark peger på, at det er et problem, at virksomhederne tidligere er blevet værdiansat på baggrund af myndighedernes skøn. Og samme melding kommer fra Dansk Industri. »Med regeringens udspil kommer der langt om længe ro om vilkårene for, hvordan næste generation kan overtage en familieejet virksomhed uden at blive ramt af en uberegnelig skat,« siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, i en pressemeddelelse. Afskaffer gætteri I tillæg til den lavere skattesats kan landets 60.000 familieejede virksomheder nemlig se frem til en såkaldt »skematisk« værdiansættelse af deres virksomheder frem for som hidtil, hvor Skat har foretaget en såkaldt »håndholdt« vurdering. Det prioriterer regeringen 800 millioner til, men det betyder også, at der kommer færre indtægter i statskassen. Den regning betaler regeringen med det økonomiske råderum. Der har været uro om beskatningen af generationsskifter. I 2015 sænkede Venstre-regeringen satsen til 6,0 procent, men gik væk fra en skematisk model for værdiansættelsen, der i stedet blev Skats »håndholdte« vurdering. Da Socialdemokratiet overtog magten i 2019, blev skattesatsen igen hævet til 15 procent, men værdiansættelserne var fortsat et skøn fra myndighederne. »Vi har en række eksempler på, at der er blevet lavet nogle værdiansættelser, som ejerne har haft svært ved at genkende, og dermed er der kommet nogle skatteregninger, som man har haft svært ved at planlægge efter,« siger Jakob Brandt fra SMVdanmark og uddyber: »Der kommer nu en retssikkerhed for virksomhederne, hvor man ved, hvad man kan regne med, og hvad skatten er, når man vil gennemføre et generationsskifte,« siger han og fortæller, at det anslås, at op mod 30.000 virksomheder står over for et generationsskifte inden for en årrække. Samme udlægning deler Bent Jensen fra Linak: »Så ved man da, hvad man har med at gøre. Det er en forbedring i forhold til, at det bare er noget, som Skat har fundet på.« Men selvom skattesatsen har været nede på 6,0 procent, mener SMVdanmark-direktøren, at denne aftale er bedre for deres medlemmer, da den sikrer retssikkerheden. Samtidig håber brancheorganisationen, at der med den nye brede aftale kommer ro om generationsbeskatningen. »Det er vigtigt, at vi har nogle regler, vi kan forholde os til, og som er blivende. Jeg synes, at det er positivt, at vi ser både Venstre og socialdemokraterne binde sig til denne her aftale, så vi får den stabilitet, man har brug for i de familieejede virksomheder,« siger han. En politisk afvejning Selvom virksomhederne må vinke farvel til støtte, da regeringens forslag finansieres ved at »rydde op« i de mange erhvervsstøtteordninger, bliver dén model positivt modtaget af Jakob Brandt. »Det er yderst fornuftigt. Støtteordninger er ikke til fordel for de små og mellemstore virksomheder, fordi de kræver bureaukrati og administration, så vi er meget interesserede i, at man bruger de her milliarder anderledes,« siger Jakob Brandt. Ikke alle har dog været lige så positivt stemte overfor at sænke skatten på generationsskifte. De økonomiske vismænd analyserede det blandt andet i forbindelse med deres forårsrapport fra sidste år. Her lød det, at »lavere skat på arv af familievirksomheder kan mindske produktivitet og arbejdsudbud«. Til Berlingske uddyber overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet Carl-Johan Dalgaard. »Det er en afvejning rent politisk. På den ene side vil man gerne gøre det billigere at videregive virksomheder til den næste generation. Det er gevinsten. På omkostningssiden får man et skattesystem, der er lidt mindre effektivt,« siger han. Han påpeger, at problemet er, at det nye system tilskynder til skattetænkning, siden det nu bliver billigere at videregive arv i form af en virksomhed frem for på anden vis. »Man risikerer dermed at få en skævvridning af opsparing. Der bliver større opsparing i virksomheden, fordi den bliver beskattet lavere. Det kan være en fordel for den enkelte, men ikke for samfundet som helhed, siden gevinsten for samfundet er større ved at opspare på anden vis,« siger Carl-Johan Dalgaard. Vismændene uddyber i deres rapport ligeledes, at den lavere beskatning giver incitament til at overdrage virksomheder til næste generation i familien, men at arvingerne ikke nødvendigvis er de bedste ejere af virksomhederne. Professor i økonomi på Aarhus Universitet, Philipp Schröder, er enig i, at problemet med den lavere generationsskifteskat er, at det langt fra er sikkert, at det er familiemedlemmer, der er bedst til at videreføre virksomhederne. Men han erkender, at vi står overfor en situation, hvor der er et usædvanligt stort generationsskifte på vej blandt de selvstændige på grund af aldringen af befolkningen. Derfor kan en lavere arveskat være en hjælp, hvis man har enkeltstående brancher, hvor generationsskifte bliver så stort, at det kan få markedsprisen på virksomhederne til “at kollapse”. https://www.berlingske.dk/virksomheder/lavere-skat-paa-generationsskifte-vaekker-begejstring-det-er-en
Share on,